fredag den 2. marts 2012

sol, fuglekvidder og luftede dyner

En glippen med øjnene, et til dels halsbrækkende rullefald ud af sengen og hen til vinduet, et hurtigt ryk i snoren til gardinet i soveværelset, og jeg kan konstatere at foråret er kommet! Vil næsten påstå at jeg blev blændet fuldstændig, da mine nu mørkvante øjne mødte den blå himmel, det grønne græs og ikke mindst den skinnende sol.


Et sådan vejr kan kun give anledning til at man drømmer sig væk i kjoler og shorts, liggende på det nyslåede græs med 2 styks purke, måske en mand ved sin side, hvis man er så heldig at det ikke lige er en dag der skal arbejdes i marken, og et glas koldt et-eller-andet i hånden.... Jeg formåede at kunne gå ud med barnevognen og op til postkassen i kun en t-shirt uden at fryse. Selvfølgelig er der ikke varmt nok til at decideret gå ude i så lidt tøj, men bare det at kunne gå ud i 5 minutter i bare arme uden at komme ind med frostsprængte fingre og os på øjenbrynene, så er jeg egentlig ganske tilfreds, taget i betragtning at vi kun lige er gået ind i marts.

Forårs rengøringen er så en af de lidt mere belastende ting at skulle foretage sig når solen endelig melder sin ankomst, og så dog... Når solen rammer mine beskidte vinduer, en solstråle der har banet sig vej gennem skidtet og rammer en plet på gulvet som er støvet, så får man unægeligt lyst til at gøre rent, gør jeg i hvert fald.

Det er ikke blevet til det store endnu, men jeg har taget hul på det. Når man går hjemme med 2 purke, er det altså bare ikke nemt at afsætte 8 timers nonstop rengøring, selvom det er det jeg har allermest lyst til(og det ikke løgn!)

Ved forårsrengøring herhjemme plejer jeg at åbne alt hvad der kan åbnes, og det er bare ikke så skide smart når man har en dreng der kravler rundt, og helst udenfor(hvem kan i øvrigt bebrejde ham, der er forår) og desuden vil jeg gerne have frit leje til alle rum i huset, så man ligesom kan svinge støvkluden lidt ûberalles, men igen så har jeg igen ikke fuld kontrol over hvor den ældste kravler hen, og hvem gider stå i en kravlegård i mange timer mens mor her gør rent -nej vel? Så herhjemme kommer forårsrengøringen i år til at foregå i etaper, medmindre man bare skal udskyde det en måned indtil purkene begynder i dagpleje.......?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar