I dag er den store dag... Eller, det er nok nærmere optakten til dne store dag, som faktisk først er om præcis en måned fra i dag.
Vi skal idag mødes med den dagpleje-far som skal passe vores guld fra den 2. april.
Jeg har set frem til den dag de skulle begynde i dagpleje, da det betyder at jeg snart skal ud i erhvervslivet igen, jeg får måske bare en lille smule mere ro på dagligdagen, og sidst men ikke mindst, så er det altså bare lidt hårdt at have været hjemmegående i 2 år...
Som tiden så er gået, og den 2. april kommer nærmere og nærmere kan jeg dog fornemme en anden følelse komme op i mig, end spænding og glæde. Jeg er rent ud sagt skræmt, nervøs og fuldstændig sikker på at ingen som i ingen ,kan passe mine børn ligeså godt som jeg selv(hvilket jeg selvfølgelig godt ved at de kan!). Efter samtaler med andre mødre som har været der hvor jeg snart begynder, har alle talt mig nogenlunde til ro; for sådan har alle det, når de skal aflevere deres børn for første gang. Kæresten herhjemme har det dog ikke helt på samme måde(det er nok kun mødre...), som faktisk bare rystede på hovedet, da jeg bekendtgjorde at jeg i hvert fald nok ville tude ved aflevering de første 3 dage, i hvertfald.
Jeg er jo slet ikke i tvivl om at børnene får det så sjovt og super godt der hvor de skal hen, men jeg har nu gået hjemme i 2 år, og det sætter sine spor at den ældste fik den medfart på livet som han gjorde. Heldigvis kan man tale sig ud af mange ting og bekymringer, og efter utallige sms´er og telefonopkald, især med min mor, er jeg nu i dag klar til at møde de mennesker der skal varetage mine børn, mens jeg er på arbejde(når jeg engang får et....)
Har lavet en liste over spørgsmål til dem(det er mand og kone der driver det, men manden der skal have ansvaret for vores drenge), og ting som jeg synes de bør vide omkring den ældstes forløb og fortid, så de har mulighed for at kunne styre ham bedst muligt. Jeg følte at det var en nødvendighed at få skrevet de ting ned som jeg gik og spekulerede over, og jeg vil hellere at de får serveret alt omkring hans vaner, uvaner,sygdom osv, så jeg har fornemmelsen af at de har helt styr på det, så jeg ikke skal gå og bekymrer mig om han nu får et astmaanfald deroppe og de ikke aner hvad de skal stille op, eller at de sætter ham udenfor og sove i tåget vejr. Han har aldrig sovet udenfor, ikke i godt vejr heller, for hans lunger har bare ikke kunne klare det, så nu har han sovet indenfor i 2 år, og det ser vi gerne han bliver ved med.
En telefonsamtale imellem dagpleje-faren og jeg forleden, fik dog flere af mine bekymringer til at forsvinde. Han er fra lokalområdet, og det er derfor sådan noget jeg-kender-en-som-kender-din-svigerfar-agtigt, og han havde derfor allerede hørt om problematikkerne omkring den ældstes situation, og det var bare rart at vide at han på forhånd vidste at han var en man skulle tage særligt hensyn til. Endvidere kunne han fortælle at de er naturdagplejere, og har både geder,høns og kaniner i baghaven, hvilket bare er så fantastisk, da vi har 2 ekstreme udebørn.
I skrivende stund er der1½ time til at vi skal være der, og jeg skal nu have gjort det sidste klar.
Det er med god fornemmelse i maven at jeg smutter til det møde...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar