Undskyldninger kan der være nok af..

Igen har der været lidt stille her fra mig af og med et hurtigt blik kan jeg også hurtigt se at mine sidste par indlæg har været ret korte og knap så indholdsrige. Det vil jeg for alt i verden gerne lave om på og forbedringerne skulle gerne troppe op fra i dag.

Dette indlæg kommer lidt til at handle om hvad der er sket i de forgangne uger - både med børnene, men da også mig selv.

Jeg kan begynde med at jeg blandt andet er i Barselsland igen, eller.. - nej, det er jeg jo egentlig ikke, i og med at min officielle barsel sluttede 24. august. Efter et par måneder i arbejde, endte jeg, som så mange andre, i ledighedskøen. Det er ikke noget der huer mig, faktisk bryder jeg mig slet ikke om det, men det er nu engang sådan landet ligger og så må jeg jo tage det med som en oplevelse. Jeg søger på livet løs, da jeg rigtig gerne vil ud på arbejdsmarkedet igen, bidrage med noget. Jeg synes at mine de 2 år på barsel var rigeligt at gå hjemme og kunne hurtigt mærke da jeg endte i arbejdsløsheden efter de kun ganske få måneder i job, at jeg ikke egner mig som hjemmegående. Jeg har skam nydt min barsel, det er slet ikke det, men nu hvor de begge alligevel er i dagpleje og lege med andre småbørn, er det vel ikke helt unaturligt at jeg også har et ønske om at komme og og mængde mig med jævnaldrende?

Med hensyn til børnene er der sket rigtig mange ting. Den yngste har fået hele 6 tænder og er begyndt at kravle og rejse sig op af ting. Vi kunne fejre hans 1 års fødselsdag den 12. august, samme dag som en datter af en af mine bedste veninder - tror stadig på at det er skæbnen at han blev født på hendes datters 1 års fødselsdag.

Den ældste har været igennem rigtig meget den sidste månedstid. Det forrige indlæg handlede jo blandt andet om vores tur på sygehuset - det var ikke den sidste tur vi fik på sygehuset. Vi har fået delvise svar på hans lungesituation, den er ikke forværret, men heller ikke så meget forbedret at de turde "slippe" ham af systemet. Hans dosis af astmamedicin blev dobblet op og han har fået en anden maske uden medicin som bare skal udøve fysioterapi på hans lunger. Indtil videre har det givet positive resultater og vi skal til kontrol igen i oktober, for at se om man kan se resultater på røngten også.

De andre hospitalsbesøg har været knap så "sjove". Den ældste er født med det der hedder lyskebrok, som er ret normalt ved for tidligt fødte drengebørn. Vi har altid været vidende om at han skulle opereres på et tidspunkt, men at det først skulle være når det begyndte at generere ham. For allerede 4 måneder siden kørte jeg faktisk akut på sygehuset med ham en søndag aften, hvor han var helt utrøstelig og vi havde fået af vide at dette var et af tegnene på at nu var det måske tæt på at gøre skade på hans tarme.  Dog blev vi sendt hjem igen, da han selvfølgelig livede op og var glad da vi efter 1 times kørsel landede på børnemodtagelsen.
Ca. 3 måneder skulle der gå,  vi havde oplevet lidt pyller med hensyn til det, men ikke i den grad sådan at vi ville kontakte sygehuset. Denne gang var det dog anderledes og vi endte faktisk med at tage på sygehuset 3 gange indenfor 4 dage hvor vi bare blev sendt hjem(vil ikke gå i detaljer med min mening om dette på et offentligt site). Mandag, hvor han så havde haft ondt i ca. 24 timer i træk, kontaktede jeg igen børnemodtagelsen og fik fat i sikkert en sød sygeplejerske, men på dette tidspunkt havde mit moderhjerte altså bare fået nok og fik nok sagt på en lidt hård måde at nu kom vi derud og de havde bare af ikke at sende os hjem igen førend han var opereret - så måtte de jo selv bestemme hvor lang tid de gad have os liggende og opfylde plads.

Vi kom derud og kunne hurtigt fornemme at de almindelige læger da ikke synes at hans situation var så slem, og at han lige fik lidt beroligende til smerterne. Vi kunne få lov at overnatte, men en operation skulle vi ikke regne med. NÅ.

De tilkalder så en kirurg fra urologisk amb. for lige at få en fagkyndigs bedømmelse og sørme så om ikke der kom liv i det hele. Efter ganske få tryk og faktisk et ret hurtigt blik på vores forpinte grædefærdige dreng, kunne han komme med meldingen at han var kandidat til en akut, ja akut, operation indenfor et par timer. TAK - endelig en der kunne se at vores dreng havde ondt, plus kirurgen her rent faktisk også havde tilset ham 2 dage forinden og godt vidste at vi altså ikke kørte så langt, hvis ikke vi mente at vores dreng havde ondt.

Med tanke på at der var et par timer til operation, kunne vi godt blive vist ned på den stue vi skulle overnatte på, men så langt kom vi ikke. En sygeplejerske kom efter 15 minutter og sagde at nu havde vi 10 min. til at få mig og ham i noget andet tøj og så skulle vi stille nede på operationsstuen.

Nervøsiteten nåede at buldre frem i mig på de få minutter, men med vished om at det var et ret simpelt indgreb lettede en del.
Operationene varede ca. 1½ time og derefter kunne vi sætte os ved vores sovende dreng nede på opvågningen. Alt var gået godt, lidt for meget blødning under operationen, men noget som de hurtigt fik styr på.  Vi kan i dag, her 16 dage efter operationen, mærke en markant forskel, han er mere glad og hans gang(gå) er blevet mere stabil end den var før, så alt i alt er vi kun tilfredse med at der blev handlet, selvom vi selv skulle banke i bordet.

For lige at afslutte med noget positivt(eller?), blev jeg 25 år den 16. september... Var blevet lovet alverdens kanel, men slap heldigvis - måske min kæreste alligevel synes det var lidt synd for mig, eller også gad han bare ikke ;) Never mind, jeg er i hvert fald okay med ikke at blive overdækket af et krydderi som kun minder mig om risengrød! - hvilket jeg hader. Okay, hader er et stærkt ord, men bryder mig virkelig ikke om risengrød!

Dette var så et af de længere indlæg, så lange bliver de efterfølgende nu nok ikke, men som sagt, undskydninger er der nok af :)