tirsdag den 5. juni 2012

Barselsland no more...

Jeg må konstatere at jeg ikke har oprettet et indlæg siden 19 april...
Av for den..

Synes faktisk det er helt pinligt for så travlt har jeg vel heller ikke?

Dog er der sket en del siden mit sidste indlæg, blandt andet er jeg blevet indehaver af et stks. drømmejob! 

Jeg har altid haft en idé om hvordan min(vores) hverdag ville blive når engang jeg fik job igen, men eftersom man de sidste par år er blevet fodret med at der bare ingen job er at få, havde jeg måske nok også pakket mig selv lidt ind i en bobbel hvor der nok gik 1 år eller mere før jeg ville have et job i hænderne, så det med at tage stilling til hvordan og hvorledes kunne jeg vel ligeså godt vente med. Dog skete det hele ret hurtigt, så måtte hurtigt vænne mig til en helt anderledes hverdag.

En lørdag aften sendte jeg min ansøgning til drømmejobbet. Brugte utrolig lang tid på at formulere den for at den blev helt rigtig. Allerede mandag morgen ringer telefonen og en kvidrende stemme beretter mig om at jeg gerne må komme til samtale allerede om onsdagen. 

Jeg allierede mig med Trænings-egoet som skulle hjælpe mig med at finde det helt rigtige outfit. Desuden skulle hendes elskede mobil også erstattes med en ny, da den gamle var afgået ved døden(1 minuts stilhed, please), så vi kunne jo velsagtens lige ordne de par ting nu vi var i gang med shoppegenet. 

Tirsdag aften, dagen inden jobsamtale, skulle jeg med min kære søster i bio i Aalborg og se Journey 2 i 3D og spise lækker mad på den Kinesiske mur - I like. Det var rart med lidt adspredelse, selvom den forestående samtale ikke helt forlod mine tanker...

Vil ikke belemre med så mange detaljer omkring samtalen, men kan da hurtigt få ud at jeg fik jobbet! Blev ringet op fredag morgen og spurgt om jeg kunne starte tirsdag morgen - ja tak! Jeg var ikke til at skyde igennem resten af den dag og min ellers nøje planlagt middagslur måtte komme i anden række da jeg slet ikke havde ro til at kunne sove, men hellere ringe til Gud og hver mand og hoppe op og ned så jeg næsten slog mit hoved op i hvælvingloftet.... 

Det var så lige her at alt ændrede sig...

Mit barselsland skulle til at synke, det ville ikke længere eksistere. Det land som jeg havde brugt de sidste 2 år i ville ophører. 

Barselslandet er vel ret trygt når det kommer til stykket; man skal ikke præstere noget for nogen, man må godt gå og være grim en hel dag og ingen kigger ondt på en når man tager en middagslur fordi natten har været hård.

Er nu kastet ud i det virkelige liv og jeg ELSKER det. Jeg elsker at jeg skal præstere noget, jeg elsker at jeg ikke kan tillade mig at gå og være grim en hel dag, men SUK hvor jeg savner min middagslur.! Ungernes natteroderi stoppede desværre ikke i takt med min jobstart, så jeg skal da være helt ærlig og sige at det er en smule hårdt at skulle op på arbejde efter 3 timers søvn. På en eller anden måde formår jeg dog at overleve det. Kan godt være jeg vælter omkuld i sofaen klokken 20, men så har jeg alligevel nået at være en kvinde på job, mor og kæreste; er det så ikke lidt fortjent at dejse omkuld inden fuglene er holdt op med at synge?

Det at få det her job har ændret mange ting. Jeg er blevet en glad mor, en glad kæreste; generelt bare mere veltilpas og det tror jeg på at min omgangskreds kan mærke på mig. Jeg var lige ved og næsten at forvandle mig til en sand mokke som stod klar med kagerullen hvis kæresten kom bare 1 time senere hjem end aftalt, for hvorfor skulle han have lov til at blive ude når jeg skulle gå hjemme som en husmor? Dette er heldigvis ændret nu og det tror jeg på er sundt for os, vores parforhold og alle vores nærmeste...

Er det så nu jeg skal fortælle at den ældste har fået skoldkopper? 3 uger inde i det nye job; ØV!

1 kommentar: