For tidlig fødte

Jeg synes jeg skylder mig selv, mine børn og andre som står i lignende situation, at fortælle historien om vores to drenges vej til livet.

Ingen kan forudsige hvordan en graviditet udarter sig, og ingen tør tænke tanken, at det at bære på et lille foster, kan udvikle sig til sygdom og tragedie.

Det var i hvert fald ikke disse tanker der fløj igennem mit hovede, da jeg den 12 december 2009 stod med en bragende positiv test i hånden! Vi havde ikke forsøgt ret længe, så egentlig kom det bag på både min kæreste og jeg, at vi skulle være forældre allerede. Ikke desto mindre var det fuldt ud planlagt, og vi kunne nu gå julen i møde, vedvidende om at en stor kærlighed groede imellem os.

Jeg opdagede min graviditet da jeg var i uge 4+3, så der var ikke så meget at spore hen på en graviditet, men vandrejournal og lægetjek skulle jo passes alligevel, så får tid ved lægen i uge 7 til almindelig kontrol og fastsættelse af nakkefoldsscanning. Det var et suverænt kontrolbesøg, alt så ud som det skulle og mit blodtryk var 120/70, så der var intet at komme efter, og jeg kunne tage hjem med god fornemmelse i maven.

Vi fik en tid til nakkefoldsscanning da jeg var i uge 13. Dette var første gang vi så den lille baby, og vi kunne hurtigt se, at selvom den kun var 6 cm lang cirka, havde den både arme og ben, og man kunne tydeligt se tæer og andre små fine detaljer. Risikoen for Down syndrom blev også tjekket en ekstra gang, da der har været noget i familien, men også disse tal var så pæne at vi intet havde at bekymrer os over. Endnu en gang kunne vi gå derfra med god fornemmelse, og med "kriller" i maven forud for den næste scanning, som lå den 6 april, hvor vi forhåbentlig ville få at vide om det var en lille dreng eller pige vi ventede os.

Tiden op til den scanning gik dog ikke som forventet.

Hen imod uge 16 begyndte jeg at få ondt henover lænden og i hofterne når jeg var på arbejde, kom til lægen og fik diagnosen bækkenløsning, og en sygemeldig med i købet. Det passede virkelig dårligt kan man pænt sige, da jeg stadig var elev på min arbejdsplads, og havde en fagprøve i marts jeg skulle have overstået. Fagprøven oprandt, og havde længe før min graviditet, valgt at det skulle være en kundeaften, så selvom jeg var sygemeldt fik jeg heldigvis lov at holde denne aften, og det betyder meget for mig. Alle mine kolleger var søde til at hjælpe mig, da jeg ikke kunne så meget selv, så de havde også stor indflydelse på at aftenen forløb som den gjorde.

Da jeg nåede uge 18-19 stykker, begyndte jeg at få andre mystiske symptomer, som jeg ikke rigtig kunne sætte i forbindelse med noget. En trykken for brystet kom lidt i perioder, som om der ikke var plads til mine ribben, og derfor tænkte jeg at det bare var fordi at maven var begyndt at vokse, så igen skænkede jeg det ikke en tanke, at det kunne være noget andet. Der i mellem, havde jeg været til mit 1. jordemoderbesøg, som egentlig havde pæne ting at sige, men kunne konstatere at jeg både døjede med plukveer, og at mit blodtryk var ret forhøjet(144/104). Jeg vidste ikke så meget om hvad det kunne betyde, men hunsagde i hvert fald at jeg indenfor få dage skulle tjekkes ved lægen.

Til lægen kom vi den efterfølgende mandag, og blodtrykket var ikke blevet bedre, det lå på omkring det samme som hos jordemoderen, så jeg blev sendt på Viborg sygehus til tjek. På sygehuset kunne de få mit blodtryk ned ved hvile, så de satte ingen alarmklokker igang, og sendte mig hjem. Det var for mig helt fint, for havde det jo godt, og ingen symptomer på forhøjet blodtryk. Jeg blev scannet der også, og de kunne se vi ventede os en fin lille dreng.

Den 6 april skulle vi til misdannelsesscanning i Viborg, og alt så stadig fint ud, han voksede som han skulle. Mit blodtryk kunne godt være pænere, men da det ikke så ud til at påvirke hverken mig eller vores søn, blev der igen ikke taget nogle særlige forbehold, udover jeg skulle få det tjekket 1 gang om ugen hos egen læge, så de kunne holde øje med om det pludselig steg voldsomt.

Dagene herefter var fyldt med travle perioder. Jeg fik stadig sommetider trykken for brystet, men det forsvandt igen, så jeg tænkte ikke nærmere over det.

Lørdag den 24 april, skulle vi op til min mor og fejre min bedstes fødselsdag. Jeg havde ondt i højre balle som strålede ned i benet, og kunne ikke ret godt gå, men dette var bare min nerve der drillede, så fint nok.

Søndag den 25 april, havde vi gæster herhjemme for at fejre min kærestes 25 års fødselsdag, alt var fryd og gammen, og intet kunne få os ned fra den lyserøde sky vi befandt os på.

Tirsdag den 27 april, skulle jeg til eksamen og forsvarer min fagprøve. Allerede om morgenen havde jeg det skidt, men tog nogle panodiler, og så forsvandt det. Jeg gik til eksamen med et flot resultat, og min kære mor ville fejre mig med nyt tøj og frokost nede i byen - skønt! Da vi sidder og spiser, får jeg det endnu værre, og det er som om jeg bliver stakåndet, og ikke ordentligt kan trække vejret. Vi gør os færdige, og går ned mod bilen. Min jakke strammer mere og mere om brystet på mig, og jeg får sagt til min mor at nu skal vi altså bare hjem. Vi kører hjem, og jeg får hurtigt smidt mig på sofaen, og det hjælper at jeg bliver "strukket" lidt ud. Igen tager jeg et par panodiler og jeg får det bedre. Om onsdagen får jeg rigtige graviditets symptomer, med opkast og rigtig dårligdom. Kæresten og jeg joker lidt med det, for jeg havde ingen symptomer haft i den kategori, så han sagde at nu var jeg altså rigtig gravid.

Jeg er dårlig hele onsdagen, og om aftenen er min temperatur på knap 39 grader. Øv, skulle jeg nu til at have influenza også.

Torsdagen oprinder, og det er dagen hvor jeg(heldigvis) skal til almindelig 24 ugers tjek ved lægen, jeg er på dette tidspunkt 24+3 uger henne. Han konstatere hurtigt et alt for højt blodtryk på 150/110, og sender mig på sygehuset med en tid klokken 14. Jeg får ringet til kæresten, at han skal komme hjem fra arbejde, for jeg skal have tjekket blodtryk i Viborg. Ingen af os er vildt bekymrede da vi tager afsted, for det var jo ikke første gang jeg var blevet sendt på sygehuset.

Vi blev dog klogere da vi ankom til sygehuset.

Mit blodtryk var steget igen, og da de scannede mig kunne de se at den lille dreng i min mave var meget stresset, meget mindre end normalt i størrelse og havde en meget uregelmæssig hjerterytme. Først fortalte lægerne os, at jeg skulle overflyttes til Skejby, for at de kunne holde øje med mig den næste måneds tid, for de regnede med at den lille godt kunne blive i maven lidt endnu. Den aftale blev dog hurtigt lavet om, da jeg igen fik det værre, og den lilles tilstand heller ikke længere var stabil.

Jeg fik noget magnesium som skulle forebygge kramper, som jeg kunne risikerere at gå i, og som var meget farlige for mig. Lige da jeg får det ind i blodet sker der et eller andet. Jeg får en fornemmelse af at jeg ikke er i min krop mere, og sætter mig op og er lidt febrilsk. Lægen lægger mig ned på briksen igen, og får kaldt efter ilt. Jeg får slangerne i næsen, men alt dette gør det bare meget værre, og jeg får nok, og prøver at rejse mig op for at komme væk. Idet jeg rejser mig op, får jeg meget kvalme og skal kaste op. Her aftaler lægerne hurtigt at jeg skal på intensiv på Viborg og ikke flyttes til Skejby, fordi det er for farligt for mig. Dog kan de ikke redde den lille i maven på Viborg, da han er så lille.

Lidt tid efter er jeg dog nogenlunde stabil igen, og igen beslutter de sig for at sende mig til Skejby. Jeg bliver lagt i en ambulance, med en læge, anæstæsilæge, og en sygeplejerske, hvilket betyder at der ikke er plads til kæresten, og han må køre i bilen bagefter ambulancen.

Fra jeg ankom til Viborg og sat i ambulancen til Skejby var der gået 3 timer.

Ambulanceturen var rædselsfuld, virkelig mildt sagt. Jeg kunne ikke ordentligt trække vejret, men de turde ikke give mig medicin, da de ikke vidste om jeg skulle direkte på operationsbordet evd ankomsten til Skejby. En sød sygeplejerske som jeg satdig kan huske navn og ansigt på, holdt min hånd hele vejen, og græd sammen med mig, og hendes ord var hele tiden "Signe, vi gør dette for at redde dit liv" Jeg havde på det tidspunkt nok ikke helt indset at jeg stod til at miste vores ønskebaby, men også mit eget liv. Måske var det godt nok jeg ikke havde den realitetssans på det tidspunkt.

det tog en time i høj hastighed at ankomme til Skejby. Kæresten kom bare 5 minutter efter, så nåede heldigvis ikke at lægge alene længe inden jeg igen fik ham at se. Han havde fået ringet efter min mor og stedfar, som derfor også var på vej.

Resten af torsdagen gik med at få taget blodprøver, målt blodtryk og scannet den lille. Egentlig så mit blodtryk fint ud, men det var pga medicin, min trykken for brystet var også forsvundet, igen pga medicin, så udmeldingen var stadig den samme; den lille skulle ud indenfor 1 døgn.

Havde det ret dårligt med, at det faktisk var pga MIG, at den lille skulle ud, og derfor have en risiko for ikke at overleve. Tænk, at ens egen krop arbejder IMOD fosteret? Det var de tanker der kørte mest i mit hovede. Det var mig der gjorde ham syg, og ham der gjorde mig syg. Virkelig en ond cirkel! Svangerskabsforgiftning og HELLP syndrom(som var min diagnose) kan kun helbredes ved at graviditeten standses.

Fredag morgen, blev der igen taget blodprøver. Kejsersnittet skulle foretages kl 12, og jeg havde udbedt stort ønske om at få lov til at være vågen under hele forløbet. Dette kunne dog kun lade sig gøre hvis mine blodpladetal var steget siden om torsdagen.

Hele formiddagen fik jeg hjertebanken hver gang en læge kom ind på stuen, fordi jeg troede at nu var det nu. Klokken 11 om formiddagen cirka, kommer de dog med beskeden at min operation er udskudt, pga. en anden operation, som var lidt mere akut, end mit tilfælde lige på det tidspunkt. Jeg må have åndet lettet op, for med det sagde lægen "Men dit barn skal ud i dag, uanset hvad"

Egentlig havde jeg nok lige hemmeligt håbet på at min tilstand var blevet så stabil, at den lille kunne blive i min mave bare lidt endnu.

Omkring klokken 16 om eftermiddagen ligger jeg stadig i min seng, min mor sidder i benenden og nulre mine tæer, da dette fik mit blodtryk til at være stabilt(tak mor). Pludselig føler jeg at mine øjne bliver rigtig tunge, og at hele mit ansigt spænder. Min mor bemærker det også, og det viser sig at jeg er svulmet ret meget op i ansigtet, ret så pludseligt. Vi kalder på en læge, og han mener ikke at der er tid til at vente mere nu. min tilstand var igen blevet kritisk. Midt i alt virvaret med tilkaldelse af portær, læger, kirurger, og andet godtfolk, får jeg igen spurgt om jeg kan være vågen under forløbet. Heldigvis er mine tal steget, og jeg kan derfor være vågen. Nu ville de kun være nødsaget til at lægge mig i fuld narksoe, hvis der gik noget galt under operationen.

Klokken 17 bliver jeg kørt ned på operationsstuen. Min mor følger med mig, og min kæreste venter udenfor sammen med min stedfar, min kærestes søster, lillebror og sin far og lillesøsterens mand. Den dag i dag er jeg så taknemmelig for at de var der til at støtte min kæreste i ventetiden.

Inde på operationsbordet ligger jeg nu. Jeg får lagt en rygmarvsbedøvelse, og jeg fryser som bare pokker. Min mor sidder på min venstre side, og en sygeplejerske sidder på højre. De præsentere sig allesammen med navn og proffesion, men kan intet huske, udover der var en ung jordemoderstuderende. Hende husker jeg, da det var hende der både fortalte min kæreste og mig, at vores søn ikke ville overleve.

Operationen går igang. Jeg fryser stadig voldsomt, og må indrømme at det gjorde voldsomt ondt at få det kejsersnit. Jeg kunne mærke at de rodede og hev og flåede og åh hvor det gjorde ondt. jeg skiftevis græd og ømmede mig, imens min mor knugede min hånd. I det samme får jeg en voldsom kvalme, og føler jeg skal kaste op. Der er bare det i det, at jeg er lammet fra brystet og ned, så kan intet foretage mig. Lægen sprøjter hurtigt noget i mit drop til at tage kvalmen, og briksen jeg ligger på, bliver vendt, sådan at jeg ligegr med hovedet nedad. Dette hjalp heldigvis.

Omkring kl. 17.20 er de nået ned til vores søn. Nu skal de bare have "skubbet" ham længere op, og dette gør de ved at lave kunstige veer. Simpelthen en knytnæve æverst i min mave som massere og simulere en ve, og derved vil drengen komme op. Det gjorde så afsindig ondt, og jeg kunne slet ikke få vejret. Akkurat som at få en stor "mavepumper".

I sekunder som jeg slet ikke registrere, bliver vores dreng forløst fra min mave. Jeg høre hveren gråd eller andet tegn på liv. Jeg sanser at en skikkelse løber forbi min venstre side, med en bylt. "Så du ham??"

Det er min mor der spørger, men nej gjorde jeg ikke. Ikke andet end et stykke klæde.

Det der efterfølgende sker ude i det rum drengen er blevet bragt til er noget jeg har fået fortalt. Jeg er ved at blive syet sammen, og ænser intet.

Efter lidt tid, kommer den føromtalte jordemoderstuderende ind til mig. Hun har været ude at snakke med min kæreste på gangen, og jeg fik den samme besked som ham "Deværre, jeres dreng overlever ikke. Han er for lille. Din kæreste kommer herind, og så kan i få drengen til jer, så i kan sige farvel"

Jeg er ikke sikker på hvad jeg tænkte i det øjeblik. Ved bare at jeg græd som jeg aldrig har gjort før.

Min kæreste træder ind på stuen, og er lettet over at se ham. De kommer ind med bylten, som bliver lagt på mit bryst. Inde i bylten ligger der den fineste lillebitte lyserøde dreng, med lyst hår på hovedet. Han bliver kysset på sit lille hoved, og jeg kan stadig ikke holde gråden tilbage.

Alt der sker herefter sker så hurtigt at det kun er brudstykker jeg som sådan kan huske. Jeg husker at dette lille lyserøde væsen pludselig giver en lyd fra sig, som ved lyden af barnegråd og hosten. Jeg når kun lige at være opmærksom på selv, at han rent faktisk giver livstegn, førend lægerne tagerham(flår ham, synes jeg jo) ud af mine arme, og forsvinder ind i rummet igen, som de havde stået med ham i før.

Oppe på opvågningen kommer der godt nyt. Vores dreng lever, og trækker vejret selv, kun med C-pap hjælp. Vægten sagde 470 gram, og længden 26 centimeter. Inden han var blevet lagt ud på mig, for at vi kunne sige farvel, havde de forsøgt at få liv i ham hele 3 gange, inden de mente at nu var det ikke forsvarligt at prøve længere. Efter turen ude på mig, hvor han havde mærket både sin far og mor ved sig, havde han åbenbart fået fornyet energi, og de kunne derved få liv i ham ude i rummet hvor kuvøsen stod. Han blev flyttet op på Neonatalafdelingen med det samme, med min kæreste lige i hælende. Lidt senere da vores lille dreng var blevet ordentligt installeret, fik min kæreste et kamera med derned, og kunne vende tilbage til mig, med det skønneste billede af vores lille dreng i ble, og med blå hue på sit lille bitte hovede. Al den kærlighed vi kunne rumme blev overført til denne lille dreng.

Jeg selv blev erklæret rask, efter cirka 15 dage.

De resterende beretninger er mere datopræget, da syeghusopholdet gik mest ud på at han skulle vokse sig stor. Dog skete der mange ting i løbet af de 5 månederes indlæggelse, som har sat stor præg på os, og som jeg gerne vil dele.

3 Maj: Vores lille dreng havde klaret sig med Cpap fra fødslen den 30 april til og med denne dag. Min kæreste og jeg lå på vores værelse og var gået til ro. Klokken var omkring midnat. Det bankede på døren, og sygeplejersken som passede mig, sagde at der var 2 fra børneafdelingen som gerne ville tale med os. Ind af døren kom blandt andet den læge som havde taget imod vores dreng ved fødslen. De havde dårligt nyt. Vores drengs PH-værdi var ikke så god, og hans andre værdier så heller ikke for gode ud. Tallene viste at han ikke kunne trække vejret selv længere, han iltede ikke blodet nok. Det de ville forsøge var så at lægge ham i respirator så han kunne få hjælp. Vi indvilgede selvfølgelig i dette, men det var ikke uden risiko. Hans luftrør var meget lille, og det var ikke givet at de kunne få tuben derned. Vi aftalte at de skulle gøre et forsøg, og så måtte de vurdere når nok var nok. Vi blev tilbudt at følge med på afdelingen, hvilket vi selvfølgelig takkede ja til. Vi måtte dog ikke komme med på stuen da det var et større indgreb, men vi måtte vente på gangen.

Klokken 02.30, kommer lægen ud. De har fået tuben i hans luftrør, og han ilter nu rigtig fint. Vi får lov lige at se ham inden han skal have ro.

7 Juni: Vi bliver i al hast overflyttet til OUH, med mistanke om at vores dreng har tarmsygdommen NEC, og at der er gået hul på hans tarme. Heldigvis var det falsk alarm, og cirka tre uger efter er han uden for mistanke.

25 Juni: Bliver overflyttet fra OUH, til Aalborg sygehus Nord. Dejligt at komme lidt tættere på hjem, men
dog havde vi ønsket os tilbage til Skejby, fordi de kendte os. Vores dreng havde nu rundet de 1000 gram.

30 Juni: På vores drengs 2 månederes fødselsdag extubere de ham(fjerner respiratoren), og han kan for første gang siden den 3 maj, trække vejret uden hjælp. Han får hjælp til at puste lungerne op via en Cpap.

Fra den 30 Juni og frem, bruger vores dreng alle sine kræfter på at vokse sig stor, lærer at spise og trække vejret selv. Han havde fået dårlige lunger af den for tidlige fødsel, så derfor var han mere afhængig af sin ilt end for tidligt fødte børn ellers er.

Hen i september, vejer han nu cirka 3 kilo. Jeg havde termin den 16 august, så vi havde allerede der lagt der et godt stykke tid mere end til terminsdatoen.

September er den måned hvor der sker mest; lærer at spise selv på flaske(hvert måltid), smider ilten og trækker vejret helt selv, og han bliver koblet fra alle maskiner, og vi kan nu havde ham med ned på familierummet, hvor vi skal bo med ham indtil vi bliver udskrevet.

4 Oktober: Efter 5 måneder og 4 dages indlæggelse, kom dagen, hvor vi kunne sige farvel og tak, og tage vores søn med os hjem. Helt hjem. Vi blev udskrevet med sonde, da han endnu ikke kunne tage sin fulde mængde på flaske, men efter 3 uger hjemme, kunne sonden også fjernes. Endvidere fik vi en såkaldt Graceby med hjem. Vores dreng havde det med sommetider at glemme at trække vejret, og hvis han ikke trak vejret i 20 sekunder, ville denne Graceby alarmere os. Gracebyen kunne vi fjerne den 19 November.

Idag har vi en sund og rask dreng på knap 20 måneder. han er en lille en på kun 7,8 kilo og 73 centimeter, men han trives og er glad. Han kravler gladeligt rundt, og kan næsten gå. 10 tænder er det blevet til på knap 3 måneder. Han har astmatisk bronkitis, og får derfor medicin 2 gange dagligt. Indtil videre er dette det eneste mén efter hans tidlige ankomst.

Hver gang vi kigger på ham, bliver vi mindet om hvor heldige vi har været!

ca 40 dage gammel og omtrent 700 gram


ca 3,5 måned gammel og omtrent 3000 gram


De 2 mirakelbabyer

Dertil skal det jo siges at vores lille mirakelbarn, i august 2011 blev storebror til en anden lille mirakelbaby-dreng, født i uge 34+0. Dette forløb var dog markant anderledes, og vi kunne komme hjem med ham efter 14 dage, og i dag er han på lige fod med andre på sin alder.

10 kommentarer:

  1. Hvor er det bare en rørende historie! Min øjne har været våde fra starten!

    Sådan en stærk lille fyr, som lægerne eller havde opgivet at få liv i! Han er da et sandt mirakel.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, ja det er han virkelig. Vores egen lille Superman

      Slet
    2. Not Superman, but Has(H)Man

      Slet
    3. Sig det til jeres mormor ;)

      Slet
  2. Hej Signe - jeg kan godt se at billede nr. 2 ligner Viktor meget :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Der er bare et eller andet med øjnene ved dem :)

      Slet
  3. Hvor er dine drenge skønne <3 <3

    SvarSlet
  4. Hej,

    Kom tilfældigt ind på din blog. Hvor er det da en rørende fortælling...
    Jeg sidder med en kæmpe klump i halsen!
    Hvor er det bare skønt at se begge drenge har det godt..;o) Og hvor er det nogle skønne drenge..;o)Pas godt på dem..;o)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, vi synes også selv det er nogle helt unikke drenge vi har os - og ja, du kan tro vi passer på dem :)

      Slet